BLÅ

Helene Johanne Christensens debut, digtsuiten Blå, er sensationel i sin insisteren på det enkle eller ligefrem bogstavelige. Blå afbilder ikke verden, men er verden – eller bedre: verden i sin tilbliven, en metamorfose.

Blå er en kærlighedshistorie, som – omkring frasen et nyt lys – insisterer på ikke at ville nøjes, insisterer på og længes efter en forandring af relationen mellem jeget og den elskede. Der er noget Inger Christensensk over dens måde at organisere stoffet på i en stadig gentagelse og variation af de samme få elementer: et værelse, havet, en åben plads, en statue, farven blå.

I og for sig er der tale om en ganske nøgtern undersøgelse af sproget, hvordan det er i glidningen mellem elementerne, betydningen opstår. Men det er også – samtidig med denne undersøgelse, og heri ligger digtenes stærke nødvendighed – et helt almindeligt menneskes desperate forsøg på at fastholde et håb om forløsning. 

Rum tegnes op, lys og skygge brydes, bånd brister og bindes på ny, og tider mikses sammen. Et jeg og et du. Et forsøg på at nærme sig noget andet, noget nyt, lade et nyt lys kaste sig over relationerne, stederne og tiden. Meget civiliseret, men i så fald med en egen vildskab i det civiliserede.