Damen med det hvide hår

Fortælleren er 68 år og uden nævneværdig vandreerfaring, da hun beslutter sig for at gå Caminoen alene – som afslutning på et veloverstået kræftforløb. Kendskabet til vandring er begrænset og stammer primært fra bibliotekets Caminobøger samt erindringerne om, hvor øm man bliver i fødderne efter en dag som turist i Paris. En veludviklet sans for at fare vild – selv på velkendte stier i og omkring Aarhus – gør måske projektet lidt risikabelt? Efter en forsigtig start for at se, om fødderne og kroppen kan bære, går det alligevel – om ikke over stok og sten – så dog med jævnt stigende dagsetaper. Vandringens langsomhed gør godt. Intet går stærkere, end at fødderne kan følge med, og i det tempo kan hovedet også være med.   Bogen præsenterer en mosaik af mennesker og oplevelser af mad og drikke, pleje af fødder, snorkende pilgrimme og trivielle vasketøjsrutiner.