Grøn Ild, Jaidons arving

”Du ved slet ingenting?”
”Nej ... du er nødt til at hjælpe mig,” tryglede jeg.
Med et ryk tog han fat i min arm og begyndte at slæbe mig med ned ad den grusvej, vi var kommet fra. Hans fingre strammede hårdt og gjorde ondt. Der var ingen tvivl. Han ville bare af med mig. I en fart. Jeg prøvede at kæmpe imod, men det var håbløst. Jeg kunne se, hvordan hans muskler spændte under den lysebrune hud. På den ene side var jeg mere skræmt, end jeg havde været nogen sinde før, men på den anden side kunne en del af min hjerne ikke lade være med at tænke på, at han rørte mig igen.
Da vi nåede min bil, åbnede han døren uden at slippe mig og nærmest smed mig ind i bilen. Jeg satte mig op med det samme og så op på ham. Han bukkede sig ned over mig, til kun nogle få centimeter skilte vores ansigter.
”Tag tilbage til, hvor du kom fra, og bliv væk. Du er ikke ønsket her! Hvis du virkelig ingenting ved, er det måske nok til at redde din røv!” snerrede han og smækkede bildøren i.
Jeg stirrede chokeret op på ham. Med hånden gav han tegn til, at jeg skulle dreje nøglen rundt. Jeg ledte febrilsk efter den og skyndte mig at sætte den i tændingen. Motoren vågnede med et brøl, og jeg skyndte mig at vende bilen og køre ned mod hovedvejen igen. Jeg holdt øje med ham i bakspejlet, til han var ude af syne. Mit hjerte hamrede hårdt i mit bryst. Nu var der én mere, der frygtede Hundene.