Horace

Ved romanens begyndelse - omkring 1830 - er hovedpersonen Horace en selvoptagen 19-årig, noget pralende, økonomisk uansvarlig, og en selv-iscenesætter på grænsen til, hvad man nu om dage ville kalde psykopat.

Hans væsen er vindende, (men ren overflade, et resultat af Horaces egen indbildning - hvilket ikke ret mange af bogens øvrige personer nogensinde finder ud af); han får den unge opvarterske Marthe til at forlade sin forlovede, alene fordi han kan og har brug for at blive beundret; og senere erobrer han - tror han - vicomtesse Leonie de Chailly, fordi han har brug at stige op ad den sociale rangstige.

Disse kærlighedsaffærer er som alt andet, han foretager sig, kun kortvarige succes'er for Horace. Men han er ude af stand til at drage nogen lære af sine fald, og opfinder i stedet et nyt projekt eller en ny ambition til afløsning af det forrige.

Horace kan til tider fortabe sig i lange docerende afsnit, men den er også meget ironisk, ondskabsfuld og spændende, ikke mindst i portrættet af vicomtesse de Chailly, der er taget efter en af George Sands veninder, som hun var raget uklar med, og skildringen af en af de mange smårevolutioner, der florerede i Paris under "borgerkongen" Louis-Philippe.