K&K 114

Længslen efter noget andet er sejlivet. Selv når den synes at visne bort, består savnet - en længsel efter længselen. Utopien er den reneste form for det andet, vi længes efter. Derfor vender den bestandigt tilbage efter at være blevet erklæret død og begravet. Selvom utopier ofte fordømmes som kim til totalitære styreformer eller latterliggøres som fantasterier, er der også i dag tegn på en fornyet interesse for det utopiske. De viser sig i æstetisk og politisk praksis, teori og historieskrivning. Med artikler om utopiske udtryksformer fra middelalderen over modernitetens og det 20. århundredes utopiske forestillinger til aktuelle fornyelser af det utopiske i samtidskunsten, tager dette nummer af K&K den århundredlange diskussion om utopien op igen. Nummeret søger hermed at yde et kritisk bidrag til forståelsen af utopien - både i dens aktuelle genkomster og generelt som en evne til at tænke anderledes, der har præget Vestens politiske og æstetiske historie.