Som kærulds kærtegn

Hjørdis Mose Bayn skildrer i tekst og billede det nære liv og naturen i al sin enkle skønhed. Hun tager i mange af digtene udgangspunkt i en særlig lokalitet, fordi hun ved, at stederne betyder noget for os, at de er med til at fortælle en historie om, hvem vi er. Digtene forbliver dog ikke i det lokale, for de følelser og oplevelser, de sætter ord på, er universelle og almenmenneskelige. Om sin digtning og kunst siger forfatteren: ”I mit hjem var der var plads til børn og historier. Digte og fortællinger blev til, mens de blev fortalt, og de kunne gentages uden fare for slid. Det blev optakten til, at jeg hele livet igennem har forsøgt i ord og billeder at berette om hverdagens små og store hændelser. Min billedverden tjener ikke som illustration. Billedet er et fuldgyldigt sprog på lige fod med det skrevne ord. Ofte spørges der: ”Hvad kommer først, digt eller billede?” Her bliver jeg svar skyldig.” Uddrag af bogen: Jeg elsker november, den måned er min, naturen er gået i dvale, jorden er silkeblød, brun og fin, og vildvinen kaster de sidste lakrøde blade. Da er det, jeg tager en uldgenser på og lægger løg i min jord, mens et kileformet fugletræk kommer mod mig oppe fra nord. Vi renser vore fuglekasser og piller ved hæk og hegn, sorte skyer over sundet siger, at nu får vi hagl og regn. Så skynder vi os til kaminilden ind, hvor vi varmer de våde vanter, vi pakker klude om næse og kind og ligner små buttede tanter. Dag og aften går ud i et, nordenvind hyler om huset, fugle flokkes om foderbræt, og regndråber trommer i gruset. Jeg elsker den måned, november er min med aftener, der varer længe, med indendørssysler, med bøger og bagværk og buldrende birkebrænde. Når kristtjørn og grangrene sættes i krukker, da kalder vi, kom skal I se, julerosen har sendt sine knopper op gennem den nyfaldne sne. Biografi: Hjørdis Mose Bayn er billedkunster med uddannelse fra København, Frankrig og Wiens universitet, hvor hun i øvrigt har suppleret med sprog og litteratur som bifag.