En ufattelig smuk og rørende fortælling om at vokse op, om livet og døden, venskaber og drømme og om begivenheder, der ændrer alt, og tabte bekendtskaber, der stadig sætter spor.
En lysende rød mur af stål.
Et skib, så højt som en bygning, så stort som himlen, og da jeg kiggede op, stod der en mand ved rælingen. Han var høj, klædt i hvidt, og han vinkede.
Jeg vendte mig om, men der var ikke nogen bag mig.
Der var kun mig.
Han vinkede igen, som om han kendte mig.
Han vinkede.
Nogen kunne se mig.
”Isla får øje på det store røde skib, Nella Dan, en regnfuldmorgen. Med skibets ankomst åbner der sig en ny verden forden ensomme pige.
Efter forældrenes skilsmisse er Isla flyttet til Hobart på Tasmanien sammen med sin mor og bror. Økonomien er dårlig, de bor i et gammelt hus, og de er nødt til at leje husets bedste værelse ud.
Bo er kok på Nella Dan, der sejler forsyninger til de australske forskningsstationer på Antarktis. Han bliver kæreste med Islas mor, og gennem to somre besøger han familien, når skibet lægger til i Hobart.
Han fortæller om livet på skibet, om at sejle sydpå til isen og om det mest solrige sted i Danmark, hvor han kommer fra.
Gennem venskabet med Bo lærer Isla om livet, verden og at tro på de ubegrænsede muligheder, der ligger foran hende.
Betagende … Gribende, uforglemmelig smuk …
- Rachel Joyce, Harold
