Karsten Skovs roman om Anne-Marie, Ammi, sender os tilbage til tiden hen mod afslutningen på 1. Verdenskrig. Sønderjylland har været besat siden nederlaget i 1864, og tusindvis af danske må derfor tage det tunge tornyster på ryggen og drage i tysk krigstjeneste.
Iver er en yngre mand fra Als, hans første kone er død, og han har netop indgået ægteskab med Ammi, da han bliver indkaldt.
Mens verdenskrigen raser, sender myndighederne russiske krigsfanger ud som arbejdskraft, og da Ammi beder om hjælp til at redde den forfaldne gård, bliver Fjodor, en russisk krigsfange fra krigsfangelejren i Løgumkolseter, både gårdens og hendes redning.
Da den unge Ammi kort tid efter modtager besked om, at Iver er meldt savnet, lader hun forsigtigt Fjodor komme tættere på, trods forbuddet mod fraternisering.
Iver er imidlertid ikke død, og da han omsider vender hjem, efter et krigsfangeophold i England og en folkefestlig modtagelse i København, har Ammi netop født.
“Ammi - En skæbnefortælling fra grænselandet” er en dramatisk kærlighedsroman baseret på virkelige hændelser. Den er overraskende rig på historiske detaljer, og den belyser samtidig nationalitetskonflikten mellem dansk og tysk i grænselandet.
Karsten Skov er født 1963 i Sønderborg. Han debuterede som forfatter i 2013 med den historiske roman “Knacker” om første verdenskrig. Romanen gav inspiration til spillefilmen I krig og kærlighed. Til daglig er han lektor på Erhvervsakademi Sydvest og ekstern lektor ved Center for Grænseregionsforskning på Syddansk Universitet i Sønderborg.
I 2015 udgav han “Enkeland” om danske sønderjyders tvungne deltagelse i første verdenskrig.
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)