Levering: 2-5 dage
Brugen af agenter er et ganske særligt efterforskningsskridt, fordi det til en vis grad bryder med det grundlæggende princip om, at politiet som den ypperste opgave er betroet opgaven med at bekæmpe kriminalitet. Princippet er knæsat som den første opgave, politiet er givet ved politiloven – nærmere bestemt politilovens § 2, nr. 1, første led – ≫Politiet har til opgave at forebygge strafbare forhold […]≪.
Når politiet indsætter en agent i en kriminel gruppering eller organisation, vil agenten gøre det stik modsatte. Agenten kan deltage i de strafbare lovovertrædelser, og agenten vil dermed ikke forebygge strafbare forhold. Samtidig er brugen af agenter i sagens natur omgærdet af en betydelig grad af hemmelighedskræmmeri, ligesom efterforskningsskridtet kraver ganske betydelige økonomiske og organisatoriske ressourcer hos den enhed i politiet, der måtte stå for agentens indsættelse. Endelig fordrer brugen af agenter, at der tages livtag med andre grundlæggende retsprincipper. Hensynet til agenten og muligvis agentens familie, mulighederne for at indsatte agenten i andre sager og hemmeligholdelse af politiets arbejdsmetoder skaber et naturligt behov for, at agenten enten må vidne under anonymitet eller slet ikke afgive vidneforklaring i forbindelse med hovedforhandlingen.
Denne fremstilling redegør for bestemmelsernes anvendelse. Redegøre lsen tager sit udgangspunkt i forarbejderne til bestemmelserne. Forarbejderne indtager en – mere end sædvanligt – central plads i fortolkningen af bestemmelserne, idet der i forarbejderne er opstillet en rakke forudsætninger og begrænsninger for bestemmelsernes anvendelse.
Om forfatteren
Henning Fuglsang Sørensen er dommer ved Retten i Odense og lektor på Juridisk Institut, Syddansk Universitet. Forfatteren har publiceret et betydeligt antal bøger og artikler om straffeproces, menneskeret og EU-ret.
