BrugsKunst
364 DKK
(Vejl. pris: 400 kr) Du sparer 9%
Status: Forudbestilling
Levering: 2-5 dage efter 2025-11-13
Midten af det 20. århundrede fremhæves ofte som en guldalder for dansk design, hvilket helt konkret kom til udtryk i periodens eksporttal. Men historien har også et lokalt dansk forløb. Med FDB som central aktør kom der også øget fokus på boligudstyr til almindelige danskeres hjem, og i løbet af 1940’erne blev det muligt bl.a. at vælge de enkle industrifremstillede møbler, som Børge Mogensen tegnede for FDB, som alternativ til de tunge møblementer, der ellers var dominerende i tiden.
Oplysning og kulturformidling havde været en del af FDB’s formål siden oprettelsen i 1896. I starten bestod indsatsen af foredragsaftner og bogudlån i de lokale brugsforeninger landet over, men i løbet af 1930’erne og 1940’erne ændrede kulturformidlingen karakter og blev præget af initiativer fra centralt hold. Det var daværende førstedirektør Frederik Nielsen, der gik forrest, og hans mål var ambitiøst. Han ville fremme kvaliteten af FDB’s brugsting og højne medlemmernes smag.
Sammen med arkitekt og kunstnerisk konsulent hos FDB, Steen Eiler Rasmussen, søsatte Frederik Nielsen i 1939 den storstilede satsning: kampagnen for Gode Brugsting. Ti år tidligere havde FDB etableret et arkitektkontor, der nu i samarbejde med den nyoprettede reklameafdeling leverede forslag til butiksindretning og varepræsentationer. Reklameafdelingen engagerede også grafiske designere til at udforme en række iøjnefaldende vareemballager og plakater for FDB’s mærkevarer. Ambitionerne blev for alvor forløst af arkitekt Børge Mogensen, der fra 1942 til 1950 tegnede mange af de møbler, vi i dag forbinder med begrebet FDB-møbler.
FDB’s sidste kulturelle satsning, søsat i 1943, blev udsendelsen af reproduktioner af dansk billedkunst. Herefter stoppede kampagnerne, men FDB nåede at sætte et betydeligt aftryk på dansk designhistorie.
Jørn Guldberg, f. 1948, kunsthistoriker, lektor emeritus i designstudier ved SDU, Kolding. Har bl.a. forsket og skrevet om skandinavisk designhistorie, herunder om PH som kulturkritiker og kunstner.