Da Italien blev et land

Giuseppe Garibaldi er kendt som leder af de frygtede italienske rødskjorter, som han selv skabte i landflygtighed i Sydamerika, hvor hans base var Uruguay. Rødskjorterne var alle ligesom Garibaldi politiske flygtninge, der havde slået sig ned i Sydamerika for at finde en levevej, da de måtte flygte fra det hjemlige Italien, der i den første del af 1800-tallet var besat af stormagterne Østrig og Spanien, ligesom Kirkestaten holdt det centrale Italien i et jerngreb med fransk støtte. Flygtningene ønskede med Garibaldi som leder at befri Italien fra den fremmede undertrykkelse og vendte flere gange tilbage til støvlelandet for at kæmpe for et frit og samlet Italien. Det lykkedes i 1870, hvor kong Victor Emanuel den 2. af huset Savoyen erobrede Rom og dermed havde gjort Italien til et samlet land. Garibaldi havde haft en væsentlig rolle i kampene i Italien, og havde derudover haft et yderst omskifteligt liv både arbejdsmæssigt og i sine personlige og private forhold, der vil blive skildret i denne bog, som ligeledes beskriver hans store kærlighed til sin indianske hustru Anita og det nederlag, hans liv kom til at lide ved hendes alt for tidlige død. Garibaldi fik aldrig i sin samtid den hæder, der kunne forventes, men hans dramatiske liv har givet årsag til erindring om en stor revolutionær, hvis liv skildres i denne bog.