De asociale

”Min far går med hænderne oppe. Han har lige fået lov til at tage nogle benklæder og en skjorte på. Han har ryggen til, så han når ikke at se mig, men jeg ser ham blive ført ud. Der var seks tyskere inde og hente ham.”
11-årige Bent Pedersen så sin far blive arresteret om morgenen den 26. oktober 1944. Få uger senere befandt den 36-årige søfyrbøder Ejnar Haakon Pedersen sig i koncentrationslejren Neuengamme. Ejnar var en af de mindst 430 danske mænd, der blev deporteret som ”asocial” eller ”vaneforbryder”. En broget flok af sortbørshandlere, småkriminelle og drukkenbolte, samt ustraffede, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. I koncentrationslejrene blev de mødt med ringeagt. Næsten hver tredje ”asociale” døde i kz-lejren. Ingen anden dansk fangegruppe havde så stor dødelighed.
Betegnelserne "asocial" og "vaneforbryder" var hæftet på dem af nazisterne, men ordene hang ved også efter krigen, og kun få havde kræfter til at protestere. De asociale blev fortrængt i den fælles bevidsthed. De fik aldrig et mindesmærke. De havde svært ved at få erstatninger Selv 30 år efter besættelsen vakte det stærke protester, da et folketingsforslag om hædersgaver uforvarende kom til at omfatte gruppen.
Selv om de asociale udgjorde op mod 10 % af alle deporterede danskere, er de forblevet besættelsestidens stedbørn. Med denne bog fortælles deres historie for første gang.