Den anden

Harald Kidde ”har nu lært at koncentrere sig i en sådan grad, at denne bog ikke rummer én unødvendig episode, ja næppe én overflødig sætning. dette par hundrede sider hører til de tungest mættede, vor tids skønliteratur har frembragt. Han har af bipersonernes indre kun villet se det, der var nødvendigt for så fyldigt som muligt at belyse grundidéen…. alle de mennesker, der optræder i romanen, skal tjene til at klargøre denne hans opfattelse: At leve er at være to. At de glade blandt menneskene er dem, der har formået at flette deres selv i den anden. At livet overhovedet ikke lever i en, før man finder sin fred i den anden, hvad enten denne anden er fjern eller nær… Hovedpersonerne er et ungt ægtepar, der i det yderste efterår er rejst over til et lille hus i Østjylland. Det ligger lige på grænsen af den uhyre og blodrøde skov. Man oplever nu i den måned, bogen varer, hvordan disse to mennesker møjsommeligt når til at tilpasse sig efter hinanden, at det nye. tredje,hemmelighedsfulde væsen - vi - kan fødes... det er en vægtig bog, som langtfra udtømmes ved første læsning. Den ar fuld af mystik, naturens, menneskelivets og dødens. Dens ord fortoner sig stundom ud i meget fjernt ekkoer. Ud fra hver af dens sider flammer og dufter, blændende og bedøvende, den blodige efterårsskov, og selve dens sjæl er den gamle og vanskeligt udtrykkelige drøm om to menneskesinds fuldkomne sammensmelten.” (Christian Rimestad i Politiken. 6,11. 1909)