Den umoralske

Overfladisk set er Den umoralske - forfatterens første betydende roman, og til dels selvbiografisk – en lidt naiv beretning om en rig, ateistisk, og noget verdensfjern lærd, som gifter sig, finder ud af, at han tiltrækkes af unge arabiske mænd/drenge (bogen er skrevet og foregår i 1890'erne, hvor den seksuelle lavalder, for så vidt en sådan fandtes fastsat, lå omkring tretten år), bliver alvorligt syg på en rejse i Nordafrika, og kureres ved sin kones hjælp, og efter forskellige mellemstadier, hvor han på sin egen måde forsøger et oprør mod sin egen kulturelle baggrund og dens indbyggede anstændighed og moral, endelig henfalder i en slags moralsk degeneration. Efter hustruens død har han indbudt tre gamle venner til at besøge sig, og bogen udgøres af en af disse venners genfortælling af Michels tilståelser. Men det er overfladen, og fordi bogen er udformet som en genfortælling på anden hånd, får læseren aldrig at vide, om Michels selvfordømmelse er for hård, for overbærende, om han nogensinde gennemfører sit oprør – eller om historien i det hele taget er korrekt gengivet af fortælleren. Det er op til læseren at danne sig sin egen mening.

André Paul Guillaume Gide (1869-1951) var en fransk forfatter og litteraturkritiker. Ud over sin mangefacetterede skønlitterære produktion var han kendt for sine omfattende selvbiografiske værker, hvor han uden at lægge skjul på noget blotlægger forskellige modsætninger i sin natur, moral, religion og opdragelse. Han fik Nobelprisen i litteratur i 1947, og regnes af mange internationalt for en af det 20. århundredes mest betydende forfattere.