Den urimelige kunst

Ifølge Aristoteles er tragediens mening de følelser, den afsætter hos tilskueren, men hvordan kan et tragisk forløb og heltens undergang føre til en følelsesmæssig forløsning, og kan det være meningen med tragedien? Den urimelige kunst diskuterer meningen med tragedien gennem en række analyser og i dialog med en række teoretikere, der siden har forsøgt at tolke, anfægte, arve og protestere mod Aristoteles. Den klassiske tragedie er kendetegnet ved sin stramme form og det æstetisk velordnede forløb. Men den bevæger sig også på grænsen af kaos, det ufortolkelige i verden og det ulæselige i mennesket. Ødipus reddede sin by og blev konge, da han løste sfinksens gåde med svaret: mennesket. Men hans tragedie var, at svaret kun var det halve, for han genkendte ikke sig selv som søn og mand. Det er tragediens gru, at den skyr enhver forsoning og river tæppet væk under vores ønske om et endegyldigt svar på en mening, også med og om os selv. Det er ganske urimeligt, men gør også tragedien til en æstetisk grundform for, hvad kunst kan, når den viser det ubærlige, men gør det netop som kunstnerisk form.