'Den vilde' i europæisk idéhistorie

I 14-1500-tallet gjorde europæiske rejsende verden større. Ikke bare fordi de opdagede ukendte kontinenter, men fordi deres observationer af den nye verden også indledte et opgør med antikke og religiøse tekster som primær kilde til sandheden. Denne øgede vægt på konkrete erfaringer, iagttagelser og eksperimenter lagde samtidig grunden for den videnskab, som europæerne benyttede til at befæste og udvikle et globalt herredømme de næste århundreder. Men europæernes fokus på empiri gjaldt ikke de nye land­områders oprindelige befolkninger. Disse folkeslag blev fortsat registreret i overensstemmelse med ideer fra først kristendom­mens religiøse verdensorden, så oplysningstidens fornuftsbaserede udvikling og siden modernitetens fokus på intelligens og civilisation. De skiftende kategoriseringer skulle passe ind i tidsåndens skiften. ’Den vilde’ i europæisk idéhistorie viser, hvordan europæere i blandt andet rejseberetninger og filosofiske afhandlinger fra antikken og frem til den moderne videnskab placerer menne­sker fjernest fra Europa yderst på den menneskelige skala. Som var de kun halvt mennesker, menneskelignende dyr eller bare de mennesker, der genetisk set er længst væk fra europæerne.