Dosmersedler
168 DKK
(Vejl. pris: 200 kr) Du sparer 16%
Status: Forudbestilling
Levering: 2-5 dage efter 2025-09-19
Dosmersedler er en samling noveller skrevet over efterladte indkøbssedler fundet landet over i dagligvarebutikker. Hver lille seddel har givet forfatteren inspiration til en historie om mennesket bag, og vi møder både grusomme, overraskende og hjertegribende skæbner. Fra Fugle-Jan, der farer vild på den skotske hede, til eneboeren Titus, der køber en gammel frakke i en Røde Kors-butik og finder noget helt særligt i lommen. Hvem ved, måske er din egen dosmerseddel med?
Uddrag af bogen
Tænk om det var en af mors gamle dosmersedler? Men hvordan var den havnet i en frakkelomme i en Røde Kors-butik? Far havde aldrig ejet sådan en frakke. Og tænk – tænk om sedlen var skrevet for nyligt? Han fik helt hjertebanken ved tanken. Hvis mor levede i dag, ville hun være 91 år gammel. Men hun lå jo begravet ved siden af far på kirkegården inde i Gørlev. Eller gjorde hun? Havde han måske nogensinde set hende død? De havde ringet fra hospitalet dengang og sagt, hun var død, men han nåede ikke at se hende, og da bedemanden spurgte, om han ville have åbnet kisten for at sige farvel til hende, havde han sagt nej.
Om forfatteren
Dorthe Lynge Larsen er født i 1968 i Odsherred og nu bosiddende på Midtsjælland som selvstændig erhvervsdrivende. Hun har foruden novellesamlingen Dosmersedler udgivet syv romaner, hvoraf Syndernes forladelse også er udkommet som lydbog.