Ehrengard
                									
							
                
                    333 DKK
                                        (Vejl. pris: 340 kr) Du sparer 2%
                                    
                
                Status: På lager
                
                                            Levering: 2-5 dage
                                    
                
                
                                
                                Pragtudgave i et stateligt format med sølvtopsnit og læsebånd. Bogen  er rigt illustreret med découpager af Dronning Margrethe II og med en  grundig efterskrift af professor, dr.phil. Johnny Kondrup.
Om découpagerne skriver Dronningen i bogens forord: »Ligesom H.C.  Andersen er Karen Blixen en af Danmarks helt store forfattere, som jeg  tidligt lærte at sætte pris på. Blixen er en meget dygtig fortæller, men  også meget dygtig til at skabe billeder i læserens hoved. Det gælder  ikke mindst novellen Ehrengard, der har fascineret mig gennem  mange år, og som nu er omsat til både en spillefilm og til den aktuelle  pragtbog, der begge – til min slet skjulte stolthed – bruger mine  découpager som inspiration og illustration til fortællingens forskellige  universer.«
Ehrengard er en af de fortællinger, Karen Blixen efterlod  ved sin død. Den forelå i et færdigt manuskript på engelsk og blev  oversat til dansk af Blixens sekretær. Denne udgave af Ehrengard  er trykt med den originale retskrivning. Fortællingen er, hvad  forfatteren selv kaldte »en Spøg«, men den har et alvorligt perspektiv.  Blixen følte sig provokeret af Søren Kierkegaards «Forførerens Dagbog»  og besluttede at skrive et modsvar.
I Enten-Eller hævder Johannes Forføreren, at han vil kunne  besejre enhver kvinde, selv den, der vil hævne sit køn ved at lade ham  smage ulykkelig kærlighed. Den udfordring tog Karen Blixen op i  historien om den drevne forfører Johann Wolfgang Cazotte, der prøver at  få den unge, landlige uskyldighed Ehrengard til at rødme af skam.
Men Ehrengard har bogstavelig talt ikke skam i livet – hendes  bevidsthed er ikke spaltet, så hun skammer sig ikke over noget, heller  ikke forplantningens kendsgerninger. Desuden er hun stærk og  handlekraftig, så Cazottes forføreriske planer lider skridt for skridt  en ynkelig skæbne – og Ehrengard står tilbage som kvindekønnets hævner. I  det store perspektiv er Ehrengard et opgør med den mandlige (og kristelige) optik, der vil adskille natur og ånd, krop og hoved.