En kritisk tid

Jakob Hansen debuterer med den elegante nietzscheanske stilstudie, københavner- og punktromanen En kritisk Tid (1897). Inden for en symbolistisk ramme, hvor en rytter i fuld flugt kastes af hesten og slynges ind i sin egen samvittigheds eftertanker, skildres hovedpersonens kvaler med enkel, nøgen realisme i den tid, der netop er kritisk, fordi den former sig som en nedtælling. Mod selvmordet. Ikke hovedpersonens eget, men hans elskerindes. De har haft et hemmeligt forhold i et par år, og hun er blevet gravid. Hun ønsker ikke at stå graviditeten igennem af frygt for sin spidsborgerlige families fordømmelse. I stedet ønsker hun at begå selvmord. Den navnløse hovedperson taler hende ikke fra det, men tværtimod ind i det, gradvist, suggestivt, lunefuldt og forførende, alt mens han selv står i forhold til to andre kvinder og forflygtiger sit ansvar. Han er skildret som en æstetiker og forfører i Kierkegaards og Nietzsches ånd, kynisk beregnende i sin herremoral, aristokratisk i sin intellektuelle æstetiserende omgang med selvmordets mulighed og moralske implikationer, og rent ud fænomenologisk i sin iagttagelse af offeret. Moral er for ham til diskussion: „Om moralsk Forfald kan der altid tvistes. Hvad er Ret – hvad er Uret? Kun en Samling omskiftelige, af Tid og Sted afhængige Begreber.“ (Dansk litteraturs historie)