Her er Leo Tandrups bind 3 i det kæmpeprojekt på 4 bind, hvor han forsøgte at anskue og nytænke et langt kreativt livs refleksioner over det liv, vi mennesker imellem stadig lever og forsøger at forstå. Bogen her spinder sig ind i Blakes, Delacroix’ og Manets værk. Hvor er vi mellem trøsteløshed og forhåbning? Leo har en række tænkere ved sin side som Hegel og Goethe. Man kommer langt ud og op i perspektiverne, men også langt ind i billedernes sanselige nærvær, ind i det bankende blod som i Delacroix’ frihedsgudinde, ”hans idols frodige, unge og ligefrem lysende nøgne strutbryster, der nysgerrigt kikker med”. Der er tætte iagttagelser og dybe overvejelser. Frihedsgudindens fane er også Leos fane. Det gælder kamp for frihed, lighed og broderskab. Det gælder kunst som handling. Det gælder en ustøvet historieskrivning med sammenvævet socialsfære og intimsfære. Leo skrev med sorg i sindet og med en klingende latter. Om det tidligere storværk Det oprejste menneske lød det: Han gennemgår ”kunstens kultur- og socialhistorie med de store klassiske pejlemærker som drivtømmer op gennem civilisationens bølgedale”. Det er ”som en californisk kæmpefyr i en dansk bøgeskov” (Martin Kloster i NU, Fyens Stiftstidende 2012); ”Leo Tandrup er et af disse utrættelige mennesker, der bestandigt diskuterer og søger veje for kunstens humanistiske forpligtelse” (Bjørn Nørgaard i en anbefaling af samme værk).
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)
