Ergoterapi og socialt arbejde har til formål at bidrage til, hvordan man med et ergoterapeutisk perspektiv kan skabe mulighed for, at mennesker i udsatte positioner kan deltage i aktivitet og fællesskaber. Årsagen til aktivitetsproblemer skyldes ikke udelukkende en funktionsnedsættelse, en sygdom eller et handicap. Men i stedet er aktivitetsproblemerne komplekse og handler i høj grad om de vilkår og betingelser, der gør sig gældende i det enkelte menneskes liv. Der hvor aktivitetsproblemer ikke tilstrækkeligt kan forstås og handles på med et sundhedsfagligt blik, men hvor der også er brug for et socialt eller samfundsfagligt blik. Gruppen af mennesker, som befinder sig i en social udsat position i Danmark, er stigende, og at være i en social udsat position kan ramme alle og være udløst af mange forskellige faktorer gennem livet. Ergoterapeuter har derfor i praksis brug for viden om og handlemuligheder ift. dét at befinde sig i en socialt udsat position. Denne bog er derved med til at skabe et argument for det, der i bogen kaldes social ergoterapi. Bogen er inddelt i fire dele. Del 1 er en introduktion til socialt arbejde og social udsathed. Del 2 beskriver aktivitetsvidenskab, ergoterapi og socialt arbejde. Del 3 ser nærmere på hverdagsliv og ergoterapeutisk praksis i det sociale arbejde, og til sidst i del 4 er der bud på fremadrettede perspektiver og ståsteder. Ergoterapi og socialt arbejde henvender sig primært til ergoterapeutstuderende, men også til uddannede ergoterapeuter samt kliniske undervisere med interesse for området. Det er intentionen, at de forskellige dele af bogen både skal bibringe viden, give anledning til refleksion og diskussion, men også lukke op for de muligheder, der findes for ergoterapi indenfor det sociale arbejde. Med bidrag af Henrik Brøndum Holm, Jacob Østergaard Madsen, Mette Eg Jørgensen, Nanna Raunsø, Finn Blickfeldt Juliussen, Anja Kammacher, Christina Jessen-Winge, Marianne Rasmussen, Anne-Le Morville, Heidi Fauerskov Bruus Bentzen, Isabell Halvorsen, Ayah Zidan, Kistan Faizallah, Sofie Hvidtved Petersen, Marie Kaas, Birthe Møller Johansen & Astrid Lykke Drachmann.
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)