Ethica Nicomachea

ETHICA NICOMACHEA eller ETIKKEN er for den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.) en slags forskole til samfundslæren (politikken), der har til opgave at gøre mænd til gode borgere i bystaten.

Efter en indledning, der både gælder etikken og politikken og en redegørelse for dyderne, der opdeles i moralske og intellektuelle dyder, præsenterer Aristoteles i anden til fjerde bog af ETIKKEN den berømte teori om dyden som en midterposition mellem to yderligheder. De moralske dyder kan ikke læres, men må leves, hvorfor der skal være lagt en god grund til dem fra barndommen af. I femte bog behandler han retfærdigheden, der skiller sig ud fra de mere individuelle dyder og har karakter af en slags overdyd. Derefter følger i sjette bog en behandling af de intellektuelle dyder, hvor især forstandighed behandles. Syvende bog skildrer de personer, der farer vild, fordi deres vilje er for svag, og nydelsen lokker dem. Ottende og niende bog omhandler venskabet, der strækker sig fra elskov til forretningsforbindelser og alle de bånd, der knytter mennesker sammen inden for kredsen af borgere. Tiende og sidste bog vier Aristoteles til en undersøgelse af nydelsen og en bestemmelse af lykken.

ETHICA NICOMACHEA eller Aristoteles' etik foreligger nu for første gang på dansk i digital form med noter og søgbart indeks i Niels Møllers oprindelige oversættelse fra 1936.