Etnografi på museum

Etnografiske museer i Europa er ikke, hvad de har været. Deres gamle rolle som forvaltere og formidlere af koloniherrernes indsamlinger er for længst passé, og en ny identitet i en tid med andre medier for globale fortællinger synes endnu ikke helt afklaret. Tendensen går fra kolonimuseer til verdensmuseer, der både stiller skarpt på klodens kulturelle mangfoldighed og forsøger at tiltrække et større publikum ved at spejle og diskutere nutidens sociale fænomener. I byer som Paris, Göteborg og Aarhus satser man stort på etnografien og bygger nye museer, mens gamle museer i Amsterdam og Helsinki trues af lukning. For visse politikere og økonomer undrer sig over, hvad vi overhovedet skal med etnografiske museer, når de fleste almindelige mennesker kan rejse til såvel Malawi som Mongoliet og via tv eller internet kan fordybe sig i andre fremmede kulturer. Det spørgsmål, dets mulige svar og konsekvenser for de etnografiske museers fremtid undersøger en række antropologer, museumsinspektører og etnografer i Etnografi på museum. Fælles for de etnografiske museer er, at de ikke længere ønsker at forvalte kolonitidens tankegange og magtstrukturer. Men via deres samlinger afdække nye forbindelser mellem de samfund, deres materiale stammer fra, og de steder, hvor genstandene udstilles. På den måde kan museerne bruge fortiden til at skabe deres egen fremtid.