Som den første kulturminister indledte Julius Bomholt en kulturoffensiv, der skulle give befolkningen et mere lødigt alternativ til kommerciel underholdning. Dermed blev grunden lagt til nutidens mange støtteordninger for kunst og kultur, der fra begyndelsen blev støttet af Folketingets ’gamle’ partier: Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre. De har i 60 år v ret kernen i et bredt kulturpolitisk flertal for at støtte både finkulturen og udbrede en mangfoldighed af kulturaktiviteter til hele landet.
Især i begyndelsen var der protester mod statsstøtten, hvilket blev set som udtryk for en kulturkløft mellem kultureliten og den brede befolkning. Fra slutningen af 1990’erne blev det en politisk målsætning at styrke national identitet og sammenhængskraft gennem kulturpolitiske tiltag, men kulturen skulle fortsat være mangfoldig. Den kommercielle kulturindustri blev nu ikke længere set som en trussel, men som en del af en oplevelsesindustri, der også omfatter de statsstøttede kulturinstitutioner.
Bogen fortæller om skiftende kulturministres bestræbelser på at balancere hensynet til finkultur og mangfoldighed – og om, hvordan man gennem tiden har tolket armslængdeprincippet: at kulturen skal støttes, men ikke styres af staten.
Bogens forfatter, Poul Bache, f. 1947, har i mange år arbejdet med praktisk kulturpolitik, først som afdelingschef i Kulturministeriet fra 1993 til 2003, derefter som direktør i Kunststyrelsen og sideni Kulturstyrelsen, som han forlod i 2015.
