Mellanie Villefrance vil allerhelst være almindelig og leve et nogenlunde velfungerende liv på midtbanen. Hun drømmer om at kunne tage en uddannelse, kunne finde ro, kunne læse og skrive, kunne færdes hjemmevant og selvsikkert i sociale sammenhænge. Med andre ord, at kunne det samme som alle de andre, der kan så meget.
Men Mellanie er født med autisme og ADHD, hun er ordblind, og hun har det meste af sit liv kæmpet med anoreksi. Og så har hun brugt hovedparten af sin tilværelse på at hade sig selv for, at det er sådan – hadet den indre og medfølgende fjende, der fucker det op, hver gang hun forsøger at slå til. Og der er rigtig meget i Mellanies liv, der fucker op og går skævt. Det meste faktisk. Men hun er her endnu, hun står på benene. Let svajende, men mere fast end nogensinde.
Fjenden i mig selv er Mellanies fortælling om et anderledes liv, et liv på kanten – om opvækst, mobning, kærlighed, indlæggelser, institutionsophold og alt det, der har bøvlet for hende. En historie, man ikke hører hver dag, fortalt af en stemme, der normalt ikke finder vej til den store offentlighed. Ærlig, hudløs og hjerteskærende, men også hjertevarm – og underligt livsbekræftende.
