Ku Wenxuan er partiets mand, men falder i unåde, og han og hans søn  Dongliang flytter om bord på pramflåden Solvendt. Det bliver starten på  en henslæbende tilværelse ved samfundets vandkant på Jinque-floden.
‘Flodbred’  er fortællingen om Ku Dongliangs opvækst i skellet mellem mor og far,  mellem samfund og udstødt og mellem flod og bred. Samtidig er det  skildringen af en række menneskeskæbner, som må tilpasse sig den stadige  strøm af samfundsomvæltninger, der breder sig som ringe i vandet.
I  floden bor vandånderne, og hvis du lader en vandånd trække dig ned ved  benene, bliver du selv en vandånd, og din krop bliver dækket  af alger  og mos. Det iskolde flodvand har en stemme, og Dongliang kan høre den; kom ned, kom ned, siger den.
"Det  var en anden stemme, jeg ønskede at høre, så jeg rettede og  omorganiserede dåserne, satte tre på række, bandt fem i et bundt og  fordelte dem på begge sider af prammen og lod dåserne fyldes med flodens  stemme. Og når dåserne fyldtes, flød stemmerne over, jeg hørte dem  mumle nede i vandet. Når jeg løb over mod bagbord, kunne jeg høre vandet  i dåserne sige Kom ind, kom ind, kom ind. Det var nyt. Men hvad betød kom ind?  Hvem var det, der skulle komme ind? Bad floden mig om at kravle ind i  konservesdåserne? Jeg kunne ikke tro, at det var flodens stemme, så jeg  løb over til styrbord, og der hørte jeg de fem bundtede konservesdåser  tale med en dyb og truende stemme fra floden. Kom ned, kom ned, kom ned."
– Uddrag fra ‘Flodbred’
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)