Der er en rød cykel på en krog i loftet i laden. En kødsav og en papkasse med træklodser står oven på dybfryseren foran reolen hvor søm og skruer ligger i margarinebøtter. Jeg hopper op på ladet af min fars turkis pickup og sætter mig mellem hundetæpper og dunke med vand og benzin. Når han har vasket ansigt og hænder, holder jeg fast i tremmerne, og min bror cykler bag os. Jeg holder øje med det røde i støvskyen mens vi kører ned i dalen hvor dødens skygge bor. Og damen der ikke vil fotograferes.
For mig ligner det et hul i muren er en punktroman der handler om opvækst, religiøsitet, at bevæge sig i og imellem divergerende rum, og ikke mindst om det at tilegne sig et nyt sprog og miste sit gamle et sted i processen. Jeg’et bevæger sig i erindringsglimt mellem en fortid og en nutid, mellem det golde Karoo og storbyen og mellem to liv og to kontinenter.
Marina Louise Botes er født og opvokset i Cape Town, men har tilbragt hele sit voksne liv på Christianshavn. Hun er uddannet musiker fra Det Kgl Danske Musikkonservatorium og har igennem de seneste år været en del af det eksperimenterende musikalske projekt Jørgensen/Botes.
Hendes skønlitterære debut, den tværæstetiske collageroman Der vil ikke blive talt om denne nat, udkom på Korridor i 2022.
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)