Forspil

Den Brian, der kom ind i kaffehuset, var enorm. Godt nok kunne jeg ikke tillade mig at være dommer over hans størrelse, men hans beskrivelse af at være fast i kødet bestod nu mest i, at der var alt for meget af det. De 100 kg var mere 150 kg, og de 1,90 meter var mere 1,65 meter. Kort fortalt kom en lille rund mand ind med et noget nedslået udtryk i ansigtet, der tydeligt viste tegn på dårlig selvtillid. Jeg fik helt ondt af ham, men samtidigt var jeg faktisk også ret imponeret over, at han havde modet til at mødes med mig. Det sorte brillestel blev med jævne mellemrum skubbet op på næsen, mens han forsøgte at undgå for mange sammenstød med de andre gæster i kaffehuset. Da han kom nærmere, lagde jeg mærke til, hvor svedigt hans ansigt var. Sveden piblede frem i en lind strøm, og hans sure svedlugt hang i luften gennem hele vores møde. Vi hilste på hinanden ved at give hånd. Jeg havde ingen trang til at kramme ham. »Det er dejligt at møde dig. Var det nemt nok at finde?« Jeg forsøgte at bevare høfligheden, selvom jeg egentlig burde have skældt ham ud for de misvisende informationer.