Sandheden er ofte ilde hørt og det er lettere at komme afsted med løgnen. For sandheden er tit mere kompleks og måske endda ubekvem.Det gælder især for episoder under og efter besættelsen, hvor retorikken var hård og uforsonlig på begge sider.Af hensyn til nationens sammenhængskraft var der i efterkrigstiden brug for et retsopgør. Her blev der til tider malet med en meget bred pensel, og hævn erstattede fra tid til anden juridisk retspraksis.Det er på sin vis forståeligt, at man har ønsket at ofre fjendens håndlangere ved at udpege dem som syndere, gøre deres gerninger værre og egne bedrifter større og dristigere. Som Børge Outze der i Information i februar 1946 med sikkerhed kunne afsløre urmager Wiboes drabsmand som værende Hammeken. Til politirapporten kunne et vidne til drabet allerede i september 1945 beskrive de to gerningsmænd og ved konfrontation afkræfte, at det var Hammeken. Men det faktum står kun i politiets rapporter og i vidnebøgerne – opbevaret på Rigsarkivets hylder. Rigtig mange vidnede efter besættelsen med deres oplevelser og politiet noterede beretningerne, spurgte ind til kernen, vurderede sandfærdigheden med andre udsagn – fra begge sider. Disse vidneudsagn er sandheden nærmere og afdækker mere nøgternt hvad der skete, mere end hvad pressen og erindringsudsagn er bundet af. Under besættelsen gengav den illegale presse ofte portræt og (overdreven) omtale af Hammeken, som var ansat som tolk ved SD-tjenesten under Erich Bunke fra november 43 til kapitulationen. Derfor var mange af den opfattelse at Hammeken var gerningsmand for mere end hvad han blev dømt for. Dette giver til gengæld vidneudsagn om forhold under besættelsen fra mange sider. Bogen er baseret på mere end 4000 sider sagsakter.
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)
