Der var begyndt at komme pjecer fra USA om gensidige inspektioner mellem øst og vest for at sikre den skrøbelige verdensfred. USA stod som den, der passede på os i Europa. En dag, hvor min far var hjemme på gården, fik vi at vide, at den russiske ambassadør ville komme på besøg. Han stod for os som fjenden.
Mine brødre og jeg iagttog den smilende, lille mand med stor interesse. Ambassadøren talte glimrende tysk, og min mor havde opgaven som tolk overfor min far.
Efter middagen bad ambassadøren om at få min lillebror på skødet. Vi fik at vide, hvordan de holdt jul i Sovjet.
Så gik de over til den mere alvorlige del, hvor der var tale om stationering af atomvåben og baser på dansk jord. Ambassadøren spurgte, om min far vidste, hvor farlige atomvåben var. – Den russiske ambassadør må jo vide det, lød svaret. Alt imens Bent fortsat sad på skødet og så ud til at kede sig bravt.
Efter at den russiske limousine var kørt, gjorde min mor meget ud af at berolige min storebror og mig, der var mindreårige. Hun gentog, at verden var et uroligt sted, men tilføjede:
– Der bliver ikke krig.
Om forfatteren
KNUD BJØRN ERIKSEN (f. 1940) voksede op i det politiske miljø hos forældrene, Else (f. Hansen) og Erik Eriksen, på deres gård ved Ringe, tog juridisk embedseksamen ved Københavns Universitet og arbejdede fra 1975 til 2010 som advokat med egen virksomhed i København sideløbende med journalistisk arbejde med erhvervsjuridiske og politiske emner samt bestyrelsesarbejde.
