Fra zarørnen til den røde fane 3: 1918-1921

I Don-gebetet forsøger man at organisere modstanden mod bolsjevikkerne. En gruppe unge mennesker, som havde slået følge med oberst Sablin under hans flugtforsøg, deriblandt Nika Poleshajev, som er dybt forelsket i Sablins datter Tanja, er lykkeligt ankommet dertil. Derimod er oberst Sablin blevet fanget og ført til Petersborg, hvor han først fængsles, men senere får lov til at flytte tilbage i sin gamle lejlighed, mens bolsjevikregeringen forsøger at overtale ham til blive officer i den nye røde hær, sådan som flere andre har gjort. Han modstår dog både lokkemad og trusler, og overlades til sidst til en agent i det hemmelige politi, den tidligere menige i hæren Viktor Korshikov, der nærer et voldsomt had til Sablin.

I den ottende afsluttende del af romanen er Poleshajev på sin søgen efter Tanja kommet tilbage til Petersborg, hvor han udgiver sig for revolutionær og slutter sig til Korshikovs klike, trods sin væmmelse over den stadig mere depraverede adfærd, Tjeka-agenten udviser. Endelig en dag finder Korshikov på at lade Poleshajev deltage i en masse-eksekution af en flok tilfangetagne fjender af revolutionen, hvoriblandt Tanja Alexandrovna Sablin …

"Fra zarørnen til den røde fane" er verdenshistorie set fra "den anden side": En roman om Rusland i perioden 1894-1921, skrevet af en zartro, hviderussisk kosakofficer. Romanen er til dels selvbiografisk med Alexander "Sascha" Nikolajevitch Sablin som forfatterens litterære alter ego.

Pjotr Nikolajevitch Krasnov var en russisk officer og forfatter, som blev født i Skt. Petersborg 10. september (gl.russisk tid) 1869. Familien havde gennem flere generationer været soldater og officerer, og den unge Krasnov fulgte i deres fodspor.

Han var tidligt interesseret i litteratur og militærhistorie og allerede som 22-årig udgav han historiske værker og romaner. Under Bokseropstanden var han korrespondent i Kina, og senere rapporterede han fra den russisk-japanske krig; samtidig steg han stadig i graderne, og da revolutionen brød ud i lys lue i 1917, blev han leder af de styrker, der skulle bekæmpe bolsjevikkerne. I 1919 flygtede han til Tyskland, og 1923 videre til Frankrig, hvor han blev leder af en antikommunistisk organisation.

Samtidig fortsatte han sin litterære virksomhed, og udgav i mellemkrigstiden et hav af romaner og militærhistoriske værker.

Under 2. verdenskrig tilsluttede Krasnov sig Nazityskland ud fra en naiv forestilling om derved at kunne bekæmpe kommunismen. Ved krigens slutning overgav han sig til de britiske styrker Wien og blev senere udleveret til Sovjet, hvor han 17. januar 1947 blev hængt.