Helt grundlæggende føler jeg ret meget afmagt ved at have fået kræft, mit liv er ude af mine hænder. Realistisk set, kan man diskutere hvor meget af vores liv, vi egentlig reelt har i vores hænder? Vores samfund er fyldt med ”Man kan, hvad man vil” udsagn og fortællinger. Man skal kæmpe, sætte mål, stræbe mod stjernerne osv. Man skal ”Bare tro på lortet”. Vi har altså stor almagt, så stor at når vi fejler, er det i høj grad vores egen skyld/ansvar. Ja, vi kan ligefrem tabe kampen mod kræft. Jeg oplever velmenende råd fra: ”Du må for alt i verden ikke miste håbet” til ”Du skal spise hjemmedyrkede broccolispirer”. Alt sammen råd, hvis formål er, at give en følelse af magt tilbage i mit liv. Vi tror på, der er en retfærdighed, så i de kræftfortællinger jeg hører, er det ofte enten med stor undren: ”Fik kræft, trods sund livsstil” eller den skamfulde: ”Jeg har jo også.., så derfor”. Det ville jo give dejlig tryghed, hvis der var retfærdighed til. Og vi reelt havde magten i vores liv. Jeg balancerer min afmagt/almagt ved at tænke mig som en ”Golden Retriver i slap snor”. Venligt følger jeg med på rejsen, og undersøger det hele undervejs.
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)
