Her er historier, som aldrig før er blevet fortalt. Om dengang blomsterbørn, radikale reformister og leninister – i den kolde krigs skygge – kæmpede imod det borgerlige kapitalistiske samfund. Imod den dogmatiske kommunisme i Sovjetunionen og DKP. Og imod topstyringen i Socialdemokratiet og SF. Målet var et nyt, lige, frit og antiautoritært samfund.Læs hvor ’det nye venstre’ kom fra. Og førstehåndsberetninger fra kampene på universiteter, i miljø-, kvinde- og antiimperialistiske bevægelser, lokalområder, fagforeninger, i folketing og kommunalbestyrelser.Tidligere VS-borgmester Villo Sigurdsson, som er en af redaktørerne, siger: "Græsrøddernes parti er en fortælling om dengang 1000 græsrødder blomstrede. Og dengang 30.000 Venstresocialister var med til at forandre Danmark".Fortællingerne begynder i 1967, hvor VS bliver dannet, og slutter i 1989-90 hvor muren falder. Venstrefløjen er i opløsning, og ’de forenede dødsboer’ – de tilbageblevne VS’ere, DKP’ere og SAP’ere – finder hinanden og går sammen ind i Enhedslisten. Som har vist sig yderst levedygtig.Hvilket aftryk har VS sat på Danmarkshistorien? Er der en arv for nutidens venstrefløj – i en tid, hvor en ny verdensorden er stærkt på vej med diktatorer og oligarker, som truer menneskerettighederne, freden, klimaet, miljøet?Antologiens 34 bidragydere var med i VS’ mange aktiviteter og fraktioner og i de mange bevægelser. Alle har haft frie hænder, så der er mange, og undertiden modstridende, erindringer om og tolkninger af, hvad VS faktisk udrettede – og hvor det førte hen.Bogen er sprængfyldt med fotos og illustrationer. For mange læsere vil det også være en god tur Down Memory Lane.
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)