Den danske religionsforsker Vilh. Grønbech (1873-1948) og den østrigske adfærdsker og filosof Konrad Lorenz (1903-89) var ubarmhjertige kritikere af den bestående europæiske kultur uden af fornægte historien eller slægtens erfaringer og uden at hengive sig utopiske forestillinger om paradiset. Den ene var ånds- og kulturforsker, mens den anden var naturforsker. Men de kunne begge se det fatale i selve den kløft der gennem flere århundreder var skabt i den europæiske kultur mellem den teknologiske udvikling og den åndelige, følelsesmæssige og erkendelsesmæssige udvikling. Grønbech langede i årtier ud efter den dominerende kristendom og dens paradislængsel, men han beskyldte naturvidenskaben og evolutionismen for at dyrke en sekulær paradislængsel. Når velstanden blot nåede op på et tilstrækkeligt højt niveau ville alle blive lykkelige, lød det. Lorenz så også det ensidige materielle og teknologiske fremskridt som en stor fare, ikke mindst for miljøet. Og det geniale i hans forskning lå i at han fik øje på at ånd var forbundet med den biologiske udvikling i og med at den i sidste ende lå i selve aggressivitetsdriften. Denne var forudsætningen for åndens udfoldelse.
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)