Gyldholm

"Gyldholm" fra 1902 om arbejdernes vilkår på en herregård er blevet kaldt for Danmarks første arbejderroman. Den verden, Skjoldborg skildrede, havde ikke tidligere været beskrevet i litteraturen. "Der skal imidlertid også research til, så Johan Skjoldborg lader sig fæste på herregården Aakær i nærheden af Gyllingnæs øst for Horsens. Her lærer han sig, hvad det vil sige at arbejde i det store kollektiv af landarbejdere, karle, fodermestre, piger, tyende og knægte, som udgør folkeholdet ved en stor herregård. (Dansk Litteraturs Historie) "Allerede fra begyndelsen af romanen ridses bogstaveligt talt to spor op – et højt og et lavt: da gruppen af arbejdsmændene kommer ridende, må de vige af sporet på vejen for godsejeren og hans vogn.... Fra starten beskrives arbejderne med stor indlevelse, varme, individuelle kendetegn og interne skærmydsler, hvilket står i kontrast til den ensartede arbejdende masse, som de bliver til i deres arbejde på godset. Ikke kun arbejdernes tøj og fattige ydre fremtoning står i kontrast til deres herrer, men også sproget bliver en skelsættende faktor, hvor dialekten afslører undersåtten, mens det rigsdanske tilhører herrerne.... Men så ankommer en ny husmand og med ham det socialistiske budskab om sammenhold, faglig forening og rettigheder til Gyldholms måbende og skeptiske arbejdere. For første gang i romanen indtræder her en dialog mellem to af de høje herrer – en dialog nødvendiggjort af den nye husmands skaben røre i andedammen. Kammerherren forviser husmanden, som lader sin harmonika spille oprørske toner, der tilsyneladende forsvinder med ham – og dog. For herefter indtræder romanens klimaks, da Per Holt mister to børn i en brandulykke. To børn ud af mange, der er ladt alene hele dagen, fordi også mødrene arbejder fra morgen til aften på godset. Ulykken bliver romanens stærkt kritiske kommentar til arbejdernes ringe vilkår, der her koster menneskeliv. Begravelsen bliver vendepunktet, hvor byarbejdere forener sig med landarbejdere for sammen at udtrykke sorg og protest over misforholdet. Vendepunktet iscenesættes i kirken, hvor den gamle tro symboliseret ved præsten og hans traditionelle og her meningsløse ord bliver afløst af den nye tro, socialismen, der via en talsmand ved begravelsen italesætter de rigtige og meningsfulde ord: placerer ansvaret for ulykken hos herremændene. ..Per Holt står herefter i spidsen som agitator for den socialistiske tro: "Er dette da ikke et Slaveliv? - Men vi mærker det ikke tilsidst. Saadan lever vi op, saadan levede vore Forældre, og saadan lever vore Børn - og tilsidst kan vi hverken høre eller se, eller fatte eller føle!" Sanserne vækkes bogstavelig talt til live og Per Holt ser nu misforholdene omkring sig. (Litteratursiden)