Hvide blomster

Helge Rode (1870-1937) "fik sit gennembrud med digtsamlingen Hvide Blomster (1892). Denne første samling rummer originale symbolistiske digte om ekstreme sjælelige tilstande, gru og henrykkelse, med et stærkt præg af oversanselighed og mystik." (Store Danske Encyklopædi) Helge Rodes digte bygger på "en oplevelse af mystisk art, som han havde i vinteren 1891 i en dal i Valdres nær Lillehammer i Norge. I et essay med titlen „Nat“, optrykt i Gyldendals Julebog i 1954, beskriver Rode, hvad der skete med ham under de lange ensomme vandringer i den store skinnende hvide natur med den rene, klare luft. Mødet med fjeldnaturen forårsager en omvæltning i hans sind, der hidtil havde været låst i en melankoli, som han forgæves havde søgt at gennembryde. Det sker nu i Valdres: Medens jeg tidligere, som jeg har forklaret, ved „at trykke paa en Knap i min Hjerne“ kunde hensætte mig selv i en Tilstand af svimmel og lidende Haabløshed, skete der nu akkurat det modsatte. Jeg kunde nu ved en aldeles lignende Bevægelse blot ved at fæste Tanken ved Jeget, Livet, Døden, hensætte mig selv i en Tilstand af den højeste Henrykkelse. Tid og Rum syntes ophævede (…) Den dybeste Livsfornægtelse førte mig lige i favnen paa den højeste Livsbekræftelse (…) Jeg var i Sjælens Vold. Jeg levede paa Tærskelen til Mystikernes og Yogiernes Paradis og var ofte dybt inde i det (…) Erkendelsen af Samhørighed med kræfter, som var bag Naturen og uafhængige af Døden. Der er tale om en åbenbaring, hvor Rode forbinder sig med altet i en hengivelse, de kristne mystikere kalder for „unio mystica“, og som i Danmark genkendes fra den pietistiske salmedigtning hos eksempelvis Brorson. I sit essay „Det sjælelige Gennembrud“ beskriver Rode åbenbaringen som en slags vågen henrykkelse af særlig bevidsthedsmæssig intensitet og henviser til den engelske digter Alfred Tennyson, der siger, at „Personligheden synes at opløse sig og svinde bort i uendelig Væren“. (Dansk Litteraturs Historie)