Efter Første Verdenskrig og Østrig-Ungarns sammenbrud tog mange danske  familier et såkaldt wienerbarn i pleje. En af dem var familien  Christiansen på Møn, der havde en dreng på besøg, indtil han vendte hjem  i 1924.
En aften i 1944 bankede det på døren hos familien  Christiansen. Udenfor stod en soldat i den tyske værnemagt; det var  deres tidligere plejesøn. Det blev til en kort samtale i døråbningen. ”I  ser mig ikke mere,” sagde soldaten, da han gik.
Efter to års  blodig krig på Østfronten var han vendt tilbage til Danmark og fast  udstationeret i den midtjyske by, Hammel. Kort før krigsafslutningen  deserterede han og blev i landet.
I ser mig ikke mere er  historien om wienerdrengen Karl Kordovsky, som i 1958 blev dansk  statsborger. Men selvom han kom til at leve resten af sit liv i sine  plejeforældres land, så de ikke hinanden igen.
Uddrag af bogen
Russernes  kampvilje var imponerende. En sovjetisk kampvogn havde fået  larvefødderne skudt af og kunne ikke længere køre. Kampvognens besætning  havde så gravet den ned og fortsatte kampen med kampvognen som  stationær kanon, der først blev bragt til tavshed, da tyske soldater kom  så tæt på, at de kunne kaste håndgranater ind i dens indre.
Ingen  viste nåde. Sovjetiske soldater kunne ligge skjult i skyttehuller og  løbegrave ude på terrænet, hvorfra de pludseligt angreb. Fik besætningen  på en tysk kampvogn øje på et sådant skyttehul, kørte de kampvognen hen  over skyttehullet, bremsede så lidt i den ene side, så lidt i den anden  side for at få skyttehullet til at skride sammen over de fjendtlige  soldater.
Om forfatteren
Ove Christiansen (f. 1942) voksede op  på Møn, hvor både hans far og hans bedstefar havde en maskinforretning.  Blev uddannet som bibliotekar og arbejdede som sådan indtil 1984, hvor  han skiftede erhverv og blev programmør. Arbejde i it-branchen, indtil  han blev pensioneret i 2008. Han har tidligere udgivet En historie om  Landsled og lidt om familien Christiansen (2008).
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)