Improvisatoren

Improvisatoren er en klassisk dannelsesroman efter det mønster, som Goethe grundlagde med sit romanværk om Wilhelm Meister. Dannelsesromanens emne er individualismens kerneproblem: balancen mellem individets søgen efter sit eget og samfundets modsatte krav om de mange individuelle viljers indordning i fællesskabet. ... I Improvisatorens indledning kan jegfortælleren, den modne, afklarede Antonio, således fremlægge romanens program og definere dens konflikt… Det tidligt forældreløse, romerske underklassebarn Antonio optages i den fornemme borghesiske familie og bliver sat i Jesuiterskolen i Rom. Antonio er en talentfuld improvisator (dvs. en kunstner, der improviserer både tekst og melodi til de sange, han fremfører, ofte med emner foreslået af publikum). Som 16-årig forelsker han sig i den unge tiljublede sangerinde Annunziata, men han må flygte, da han ved et uheld sårer sin skinsyge medbejler, officeren Bernardo. Fejlagtigt tror Antonio, at Annunziata elsker rivalen. På sin flugt ender den kyske Antonio i Napoli, hvor han med nød og næppe undgår at få taget sin dyd af den gifte og svulmende fru Santa, og hvor han overser en notits i avisen om, at Annunziata er i byen, fordi han kun er optaget af avisens rosende omtale af hans egen optræden som improvisator. Nogle dage senere forulykker han i en båd ud for Capri og vågner op i en klippegrotte, hvor alt indbefattet hans eget legeme er lysende blåt. I en båd roet af en gammel mand og med en underskøn, purung blind pige, Lara, som passager, bringes han frelst ud af grotten, men uden at kunne forstå betydningen af det, han har oplevet.Resten af romanen handler om Antonios opklaring af grottegåden. Efter seks lange, bitre år i Rom, hvor opdragerne gennemtrumfer hans uddannelse og dannelse, får han lov at rejse frit og søger nordpå til Venedig, som synes ham at være dødens by. Efter års pause optræder Antonio atter som improvisator. Emnet er imidlertid ikke som tidligere ham selv, men nogle omkomne fiskere og deres nødlidende efterladte. Og idet han hyldes for sin nye, omverdensvendte kunst, forvandler Venedig sig for ham til en feverden, ligesom han selv bliver en anden. Det viser sig på to ledder. For det første genser han den fordums elskede, nu døende Annunziata og indser sin fejltagelse. For det andet forelsker han sig i venetianerinden Maria, der ligner den blinde Lara til forveksling. Efter en tur nordpå til det forfaldne Verona og det kolde Milano, hvor han genser og forsones med Bernardo, haster Antonio tilbage til Maria, som han tror død og frier til i febervildelse. Men da han vågner op, erkender han, at Maria er Lara, der er helbredt for sin fysiske blindhed, sådan som han nu selv er blevet det for sin åndelige. Et par år senere kan den lykkelige ægtemand da med barn og hustru gense grotten og omsider erklære dens gåde for løst: „Nu var hvert overnaturligt Syn opløst i Virkelighed, eller Virkeligheden gaaet over i Aandeverdenen, som altid her i Jordelivet, hvor Alt fra Blomstens Frø til vor udødelige Sjæl er et Under, og dog vil Mennesket ikke troe derpaa.“ (Store Danske Encyklopædi)