Ingenmandsland

Charlotte Strandgaard fejrer sit 50 års forfatterjubilæum med digtsamlingen Ingenmandsland, som er umiskendelig Charlotte Strandgaard. I stemmeføringen og med hensyn til emnets presserende aktualitet. Stemmen er som altid lige sikker – Charlotte Strandgaard gør det aldrig vanskeligere, end det er, og det er svært, det er i sig selv en kunst – og emnet syg- og alderdom har, vil man erfare, smasket hende én lige i ansigtet:
Lige før forløsningen falder han på gulvet. Med megen møje får vi hevet ham op. / Jeg får selv krampe i venstre ben igen lige før orgasmen. Vi flytter rundt på /mit ben. Og så lykkes det /endelig. Han mumler, at alderdommen ikke vinder ved nærmere /bekendtskab.
Humoren er en god partner, den forløser som oftest de mest tåkrummende situationer, men det kan også blive så pinagtigt, spørgmålene til eksistensen så delikate, at kun poesiens billedsprog kan hamle op med det. Således i Oldingens visdom:
Hvordan ser oldingens visdom ud /Jeg prøver forgæves at se den for mig /Jeg prøver forgæves at tegne den /Jeg prøver forgæves at filme den // Sandet i hænderne drysser fra mig / Sandet er ikke til at holde fast /Sandet er oldingens visdoms enæggede tvilling
Men der er også plads til, at Charlotte Strandgaard reflekterer over sin egen historie og egne bedrifter som forfatter i frontlinjen. Og ikke uden triumf konstaterer hun, at ligesom hun var den første, der skrev poesi om menstruationsblod og nedbrød tabuer der, sådan nedbryder hun nu tabuer om kroppens nedbrydning og fordærv og blod i afføringen.