I sidste del af 1800-tallet forandrede japanismen Europas kunst og kultur. Den nye begejstring for Japan spredte sig hurtigt fra verdensudstillingen i Paris i 1867 og fra Paris’ kunstnerkvarterer ud i borgerskabets saloner over hele Europa. Set fra et europæisk perspektiv fremstod Japan både fjernt og eksotisk – meget få havde rent faktisk besøgt landet. I kultiverede, kunstinteresserede kredse var man stærkt fascineret af verdens fjerne og fremmedartede egne.
Japanismen fik stor indflydelse på den nordiske kunst. Mange kunstnere – heriblandt Akseli Gallen-Kallela, Nikolai Astrup, L.A. Ring og Bruno Liljefors – studerede kunst i Paris, og her tilegnede de sig nye ideer fra den japanske kultur, bl.a. om komposition og rumopfattelse. Deres kompositioner blev asymmetriske og fulde af kontrastfyldte mønstre, og horisonten blev flyttet op mod billedets overkant, således at landskaberne ofte fremstod todimensionelle. Naturen blev gengivet på måder, der imiterede den japanske kunsts forenklede og meditative stil, og samtidig begyndte portrætterne at rumme et væld af vifter, japanske genstande og tekstiler.
Desuden begyndte både private samlere og museer at erhverve japanske genstande, oftest ved hjælp af mellemmænd, men også på egne rejser til Japan. Herved nåede en betragtelig mængde japanske genstande til Europa, blandt andet møbler, lakarbejder og keramik.
