Jeg er Nanna

Som en virkelighedens version af romanfiguren Lisbeth Salander tager Nanna kampen op imod et socialt system, som hun mener er gennemsyret af grådighed, vilkårlighed og inkompetence. "Vi mødes på Amager. På en parkeringsplads, der er under ombygning. Jeg har en seddel i lommen. Kan ikke huske, om det er en 50’er eller 200 kroneseddel, men det er alt, jeg har. Den giver jeg hende, da vi mødes. Jeg har forberedt mig og taget smertestillende piller. Aftalen er, at så længe jeg er i stand til at rejse mig op, skal hun blive ved med at slå eller sparke mig. Den unge kvinde lægger ikke fingrene imellem. Jeg får virkelig bank for mine penge." Gennembankningen på parkeringspladsen er sidste stop i Nanna Hansens desperate forsøg på at råbe systemet op. Hun har været i det, siden hun som barn blev anbragt i en plejefamilie, der i stedet for kærlighed og støtte udsætter hende for mishandling og seksuelt misbrug. I årevis svigter kommunen sin tilsynspligt og overbebyrdede sagsbehandlere vender det blinde øje til hendes og hendes søstres mistrivsel. Da Nanna omsider bryder sammen og fortæller om overgrebene i plejefamilien, mødes hun af mistro og ligegyldighed fra de pædagoger, der er sat til at tage sig af hende. De siger hun har en livlig fantasi. At hun forsøger at gøre sig interessant. At hun må lære at leve med det. Selv om Nanna hver dag frygter at møde den mand, der voldtog hende – igen og igen. Først da hendes søster tager bladet fra munden går politiet ind i sagen. Og Nanna? Hun flyttes til en ny institution, der umiddelbart virker lovende, men som snart viser sig at overlade den sårbare teenager til sit eget depressive selskab. Jeg er Nanna er Nannas fortælling om en opvækst i et institutionssystem, hvor hun oplever svigt på svigt fra personale, der hverken lytter til eller har øje for behovene hos de sårbare børn og unge, det er sat i verden for at hjælpe. Og som ender med at spytte hende ud som voksen til fattigdom, hjemløshed og håbløshed.