Med Ulla Diedrichsen kommer man langt omkring
både i tid, sted og rum. Fra Sønderho til Salzburg over Aarhus, New York
og Wien. Fra konceptkunst i 70erne til stengulvet i Ribe
Domkirke i 2020. Fra barndommens blyantstreger til nutidens digitale
form for kommunikation. Fra ord til billede. Ord hentet i fortiden og
bragt ind i nutiden som en visuel form. Drivkraften i denne hvirvelvind
af indtryk er en dyb nysgerrighed på og forundring over tilværelsen,
over det at leve her og nu.
Ulla Diedrichsens kunstneriske virke
har mange facetter. Det giver sig udtryk i forskellige medier, hun
igennem årene har arbejdet med og afsøgt. Det være sig konceptkunst,
fotografi, film, performance, maleri, grafik, installationer og
udsmykninger af forskellig art. Ofte er der fulgt ord med fra kunstneren
selv. Det er også tilfældet i denne publikation, som er blevet til i
forbindelse med Ulla Diedrichsens totalinstallation på Ribe Kunstmuseums
øverste etage i efteråret 2021. I artiklen »Tankeodyssé« fører
Diedrichsen læseren gennem landskaber, gennem tider, gennem oplevelser
og indtryk fra barndom til eftertankens alder, hvor nysgerrigheden ikke
bliver mindre, men erfaringsopsamlingen større.
+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)