Kildekonens sange

Ved kildegrotten i Søndermarken stod i 1890erne en kone, Marie Villads, der solgte kager, bolsjer, lakrids og kildevand til 5 øre pr. glas. Ukyndige besøgende tænkte nok straks, at denne landligt udseende, ikke smukke, men robuste morlille kunne vel ikke mere end sit fadervor og knapt det. Men før de forlod Søndermarken, havde hun i mange tilfælde lært dem en anden historie. Kildekonen i Søndermarken skrev også små digte. Hun var indbegrebet af gammel københavnsk hygge, og mange forlod hende medførende et digt, som hun på stående fod havde kradset ned på et stykke bolsjepapir. Disse digte indbragte hende mangen 10-kroneseddel (f. eks. fra unge par, hvis navne hun havde indflettet i et vers), men lige fattig blev hun; dog ikke på grund af ødselhed - nej, kildemor var meget nøjsom - men på grund af gavmildhed. Hun kunde ikke holde på penge. Børn og fattige folk søgte hende ofte, og hun uddelte af et godt hjerte dagens fortjeneste til sidste øre for næste dag at begynde kampen for tilværelsen forfra. Hendes børn var udvandret til Amerika, og i 1902, da hun var 70, fik børnene moderen overtalt til selv at rejse derover; hun skulle skiftevis være hos dem alle. Marie kunne dog ikke finde sig til rette i det fremmede. Vinteren var for kold, og hun længtes forfærdeligt efter Danmark, følte sig rodløs, blev også plaget af gigt og lå til sengs de sidste tre år. Hun døde omkring 1908, langt fra det yndige sjællandske landskab, hun ellers skulle synes uadskilleligt knyttet til. I et af sine sidste breve hjem til Danmark skrev hun: Jeg sang så glade sange hernede under sky - og efter smerter lange da synger jeg på ny.