Kirkens apostolske embede

For forfatteren er det vigtigt at skelne mellem skabelse, dåb og ordination: Da vi blev født, blev vi Guds elskede skabninger ligesom køerne, grisene, fluerne og de andre skabninger, men samtidig blev vi den mest udviklede, for vi blev skabt i Guds billede med både hjerne (forstand), hjerte (kærlighed) og tunge (tale). Da vi blev døbt, blev vi ophøjede til Guds elskede børn, idet vi blev indoptaget i Jesu Kristi offerpræstedømme, for at vi sammen med ham i kærlighed skulle give afkald på noget af vores eget for næstens skyld (kærlighed). Derved blev vi offerpræster (det almindelige præstedømme) – på latin: sacerdotium. Imidlertid er vi mennesker ikke altid lige kærlige, for at sige det pænt, og pådrog os derved en skyld, som vi ikke selv kunne skille os af med. Det var kun Kristi offer på korset, der kunne det. Denne soning kunne vi kun få del i, ved at Gud kom til os som et menneske, Jesus Kristus. Han havde nogle apostle, som han gav fuldmagt til at repræsentere sig. Det er det, vi kalder det apostolske embede. Det er ved ordination gået i arv ned gennem tiderne og er slet ikke et præstedømme, men blot en tjeneste med fuldmagt (på latin: ministerium). Det er det embede og dets historie og mening, som det meste af denne bog handler om – foruden en hel masse andet.