Koordinater undersøger de kræfter, der former børn og unges opvækst i et digitaliseret samfund, og udfordrer den markedslogik, som i stigende omfang påvirker hverdagsliv, relationer og opmærksomhed. Gennem perspektiver fra psykologi, samfundsanalyse og virkelighedsnære fortællinger blotlægger bogen, hvordan barndom og menneskelige relationer er blevet værdifulde ressourcer i den digitale økonomi.
Bogen viser, at sociale medier, gaming og kunstig intelligens er mere end blot teknologier. De er udviklet til at tiltrække og fastholde opmærksomhed og kan påvirke både trivsel, dømmekraft og menneskers oplevelse af sammenhæng og mening. Samtidig undersøges de konsekvenser, det har for børn, unge og familier, når det digitale fylder mere, og det analoge træder i baggrunden.
Koordinater er ikke en håndbog med hurtige råd eller færdige løsninger. I stedet er den en invitation til at genoverveje retningen, tage ansvar og skabe nye koordinater for børn og unges liv i en tid, hvor digitale teknologier spiller en stadig større rolle.
David Troutman Madsen (f. 1985) er autoriseret psykolog, foredragsholder og direktør i det socialøkonomiske psykolog- og lægehus Dabeco. Han har gennem de seneste ti år arbejdet med digital sundhed og gennemført psykologsamtaler med børn, unge og familier om trivsel, familieliv og digitale vaner. Han har i fire år været børnesagkyndigt medlem af Medierådet for Børn og Unge og har rådgivet kommuner om sundere digitale vaner i institutioner.
]]>+45 7199 8841 (Hverdage 9.00 - 13.00)
[email protected] (Vi svarer alle hverdage inden 48 timer)