Den 9. april 1940 ankom en tysk fregat og 21 minestrygere til Esbjerg og Fanø og besatte begge steder de næste 5 år. Efter tysk opfattelse var det tænkeligt, at et vestallieret angreb ville finde sted her. Desuden skulle Esbjerg Havn være et alternativ til den mindre tyske flådehavn på øen Sild.
Esbjerg by blev resten af krigen en by i vækst både befolkningsmæssigt og økonomisk samtidig med, at der hele krigen igennem var et stort antal tyske marinesoldater udstationeret. Det gav ofte anledning til problemer, og talrige gange slog det gnister mellem værnemagtens folk og esbjergensiske mænd og kvinder.
I december 1941 besluttede Hitler og den tyske overkommando, at de mest udsatte strækninger langs Vesteuropas kyster skulle befæstes og kort efter, at alle vestvendte kyster skulle befæstes. Og året efter rykkede Esbjerg Havn højt frem i vurderingen af, hvor en invasion ville finde sted.
I slutningen af 1943 ser tyskerne imidlertid tegn på, at de Vestallierede planlægger en landgang ikke nødvendigvis på Vestkysten men på Kattegatkysten, hvorfor man begynder at planlægge kystbatterier og udstationere miniubåde ved Kattegatkysten. Det sidste større vestkystbyggeri blev batteriet Tirpitz ved Blåvand, der blev påbegyndt i 1944 men ikke færdiggjort.
Ved krigens slutning blev det opgjort, at der fra Esbjerg i de fem år var blevet affyret 78.766 luftværnsgranater og ca. 40.000 maskingeværammunition mod indtrængende fly vestfra. Mange tyske soldater (848) og nedskudte britiske og vestallierede flyvere (279) fra det meste af Jylland ligger begravet i Esbjerg.
Denne bog om krigsmarinen i Esbjerg supplerer den tidligere udgivelse “Esbjerg Flyveplads 1940 til 1945. Luftkrigen over Esbjerg 1939 til 1945” (forlaget Kahrius 2013). Der påregnes et tredie bind, som skal handle om hæren og befæstningsanlæggene omkring Esbjerg.
Forfatterne siger om udgivelserne: “Idégrundlaget er at samle alle tilgængelige materialer og oplysninger og at udgive det i en letlæselig opslagsbog”
