Det er en roman om at leve i stedet for ikke at gøre det, og dem kunne vi godt bruge flere af.
– The New Yorker
Goliarda Sapienza sicilianske, forrældreløse Modesta bliver det 20. århundredes sidste heltinde.
– Chris Krauss
Modesta var for fri for Italien i 70'erne. Men i begyndelsen af det 21. århundrede er det en anden sag: Hun er fascinerende.
– Le Monde
Socialisten og feministen Goliarda Sapienza skrev sin roman Kunsten at glædes i 1960’erne og 70’erne, men en række italienske forlæggere vendte tommelfingeren ned. Den var for stor, for voldsom, for provokerende. Kunsten at glædes fik først sit gennembrud i 1990’erne, efter Goliardas død, da forlag i Frankrig og Tyskland fik blik for bogens litterære, historiske, vilde kvaliteter. I dag er den et klassisk hovedværk internationalt.
Romanens hovedperson, den unge Modesta, er klog, opsætsig, vild, grænseløs, enerverende. Hun fødes i landproletariatet på det østlige Sicilien. Hendes mor og debile søster omkommer i en mordbrand, måske anstiftet af Modesta selv. Derfra begynder den meget målrettede Modestas sociale opstigen, som går via et skrækkeligt nonnekloster til en dekadent adelsfamilie, hvis overhoved Modesta ender med at blive.
Modesta er stærkt videbegærlig og fast besluttet på at bruge sine privilegier til at dygtiggøre sig, stifte bekendtskab med verdenslitteraturen og leve livet. Hun er til både mænd og kvinder og samler en større klan omkring sig med nuværende og tidligere partnere og egne og sammenbragte børn, som hun opdrager i en progressiv og fordomsfri ånd. På Sicilien under fascismen.
