Kvalmegule vægge

“Jeg stopper hundrede meter derfra. Jeg kan høre musikken. En ­dunkende, ond puls. Sveden er kold i mine håndflader. Tåge samler sig i mit kranie. Lægger sig hen over hjernebarken. ­Massivt, sløret glas. Som skydedøren hjemme i vores bruseniche. Jeg presser læberne hårdt sammen, og så bevæger jeg mig videre, men jeg er her ikke. Ikke rigtigt. Jeg er blevet taget af Mathilde. Det er hende, der går hen mod huset, og jeg følger bare med.”