Luk ikke ondskaben ind
246 DKK
(Vejl. pris: 270 kr) Du sparer 9%
Status: Forudbestilling
Levering: 2-5 dage efter 2025-11-17
Politibetjenten Villads Graasten dukker aldrig op til den planlagte sammenkomst med teamet for at fejre deres seneste opklaring. Han forsvinder sporløst – uden vidner, uden forklaring, uden det mindste spor. Da kriminalkommissær Jack Storm og hans team sættes på sagen, går det hurtigt op for dem, at det ikke blot handler om en bortførelse, men om noget langt dybere og personligt. Samtidig meldes to 15-årige piger savnet. Er der en forbindelse? Og i så fald – hvilken? Efterforskningen fører dem ind i Villads’ hemmelige fortid som undercoverbetjent i det spanske narkomiljø. Jo dybere de graver, desto mørkere bliver billedet. Er ondskaben flyttet ind i Kalundborg, eller har den hele tiden luret under overfladen, hvor den har ventet på det rette tidspunkt til at dukke op? Et kapløb mod tiden begynder. For at finde Villads. For at finde pigerne. Og for at finde ud af, hvem man i virkeligheden kan stole på.
”Jeg må indrømme, at jeg er faldet pladask for denne serie, og det skyldes ikke mindst persongalleriet, som man virkelig har lyst til at lære bedre at kende.” – @boguglen
Uddrag af bogen
I det dunkle rum, hvor væggene syntes at lukke sig sammen om ham, var der intet andet end lyden af, hvad der lød som metalliske knive, der blev slebet mod hinandens skarpe ægge og hans åndedræts uregelmæssige rytme. Fastspændt til det kolde bord forsøgte Villads at ignorere de skarpe kanter, der skar ind i huden, og de iskolde lænker, der holdt hans håndled og ankler fastspændt. Han vidste ikke, hvor længe han havde ligget i den fastlåste stilling, ude af stand til at røre sig, men kroppen fortalte ham, at det havde været længe. Hænderne var for længst begyndt at bløde af de skærende kæder, lugten af blod og den korte varme fornemmelse, når blodet løb ned ad håndleddene og gennem de nu klistrede fingre og gjorde ham opmærksom på den dårlige situation, han var havnet i. Han prøvede at erindre, hvordan han var endt her. Det eneste, han huskede, var den kolde pistol, som var blevet presset mod hans nakke.
Om forfatteren
Tina Modin (f. 1972) er opvokset i Svebølle, men har de sidste mange år boet i Kalundborg. Hun har arbejdet som administrativ medarbejder og oversætter. Hun har boet i London, hvor hun arbejdede inde for hotelbranchen. Dette er tredje bind i serien om Jack Storm. Tidligere udkommet: Det tavse mord og Før døden kommer smerten.