Maligassaatitaagama

OBS: KALAALLISUT! »Vi krammer farvel. Jeg har svært ved at slippe min mor og min storesøster. Det er vanskeligt at balancere ned ad de store glatte stentrappetrin, selv om jeg bliver holdt i hånden af en fremmed mand, der skal ro os ud til M/S Disko, og det er nervepirrende at træde ned i den lille robåd, der vipper meget, da jeg stiger ombord. Jeg bliver sat på toften ved siden af Agnethe. Vores små numser kan lige være der. Vi er meget stille og alvorlige, vores mødre står helt fremme ved gelænderet, og jeg kigger intenst op på min mor og tænker på, hvorfor hun lader mig rejse.« Helene er 7 år, da hun sammen med 21 andre grønlandske børn bliver sendt til Danmark i 1951 for at lære dansk. Halvandet år senere vender hun hjem til Godthåb, kun for at opdage, at hun slet ikke skal bo hos sin familie, men på et helt nyt børnehjem, opført af Dansk Røde Kors. Hun har glemt sit modersmål og bliver sammen med sine skæbnesøskende opdraget efter tidens danske normer, samvittighedsfuldt effektueret af Benze, børnehjemmets forstanderinde. Målet er at gøre de grønlandske børn til mønsterborgere og forbilleder for deres landsmænd. Men børnene bliver fremmede i deres eget land. I bogen I den bedste mening har Tine Bryld berettet om dette sociale eksperiment – og senest har spillefilmen Eksperimentet hentet stof i den autentiske historie. Helene Thiesen har været en central kilde i begge tilfælde. Nu får vi hendes egen knivskarpt erindrede beretning om sin barndom – fra faderens død, til der pludselig står en fremmed mand i hjemmet og overtaler hendes mor til at sende hende til Danmark. Fra tilbagekomsten til Grønland og livet på børnehjemmet, til hun kommer på efterskole i 1960 som 16-årig. Som filminstruktør Louise N.D. Friedberg skriver, er man i et NU med den lille Helene, der oplever alt for første gang.